stille tid..

Midt i en stille tid er vi her stadig. Herren og jeg sammen… sammen som de vi er, med det liv vi sammen har valgt at leve.

Jeg trak stikket ud, gik helt i sørge og barnligt mode.. var bare pivet, kikset, pirrelig…

Jeg kunne ikke overskue andet end lige mig selv og min sorg og min angst.

Herren lod mig være, lod mig rase ud, lod mig være alt det jeg var inden i.. alt i mens han stille og roligt rummede mig, støttede mig og var omkring mig.

Forleden opdagede jeg i mig selv, at det var helt galt, jeg kunne ikke det her med at flakke rundt og bare være helt uden styring, uden kontrol..

Jeg bad om tid til at tale med Herren, fandt min pude frem, fandt min plads for hans fødder. Han rakte ud efter mig, lod mig langsomt glide tilbage til at være hans kvinde, hans ejendom, hans slavinde.
Stor stor lettelse at finde tilbage til ham, til at være mig. Mærke hvor godt han rummer mig, med alt jeg er fyldt af. Det giver mening at være hans kvinde, at vi sammen har fundet den levevis der er rigtig for os, og som lader sig gøre uanset hvordan verden ellers ser ud. Hvor hård og uretfærdig verden kan være. Hvor smuk livet kan være.

Jeg sov godt den nat, sov godt lænket tæt til Herren, sov godt efter han havde brugt mig og mærket mig. Sov godt i forvisning om at jeg er omgivet af den største kærlighed.

Det at være tilbage .. være mig … gør det ikke nemmere at sige farvel til min højt elskede far.. det gør det bare så meget nemmere at være til…

 

 

 

En tid til et farvel..

Ikke et farvel her på min blog.. men i mit private liv, er det blevet tid for et endegyldigt farvel.

En tid til at sige farvel til min elskede far. Min store stærke elskede far, som bare altid har været der for mig.
Min far er ved at dø fra mig, fra min mor, fra mine børn, fra mine søskende.

Det er en svær erkendelse, at skulle sige et sidste farvel.
Det er svært at ønske at han nu får fred, samtidigt med jeg bare vil beholde min far.

Det fylder i disse dage alt i mit liv, så stikket er trukket ud på den ellers så livlige slavinde front.
Trukket ud for indkøb, trukket ud for sociale aktiviteter, trukket ud for at være veninde, være kæreste, være mor… lige nu er jeg bare barn, min far’s datter…

fannie

 

shoppe loppe frø..

Ihh.. heldige mig..

Herren har inviteret mig på shopping.
Han har besluttet at det er nu min garderobe trænger til at blive opgraderet lidt. Så han har sat dagen i morgen af til, at vi skal indkøbe nyt tøj  til mig, tøj efter hans smag.

Jeg har en relativ stor garderobe, den skal der så ryddes ud i, der er ting som Herren bare ikke synes der er grund til jeg går i, og så må det jo ud.

Jeg ved det bliver lidt svært … jeg har tøj som jeg holder meget af, men som Herren bare ikke er tilfreds med.

Heldigvis kommer der så nye ting, helt efter Herrens smag, ind i garderoben i morgen.

Jeg glæder mig til at gå rundt i byen, ind i forretninger, følge Herrens blik, og være hans påklædningsdukke, indtil han finder lige netop det han er tilfreds med.

En dejlig tanke, at jeg skal trippe afsted op og ned af butikkens gulv, dreje rundt foran Herren, mærke hans øjne glide ned over min krop. Mærke hans hænder føle efter, om han synes det sidder godt nok.

De røde kinder jeg får af det, ved jeg vil glæde ham. Det generte blik i mine øjne, vil tænde ham. Glæden ved at iføre mig beklædning han finder behag i, vil bruse igennem min krop.

Jeg vil trippe afsted der lige et halv skridt efter Herren, fuld af liflig glæde over at være hans, over at blive klædt på helt til hans behag.

Jeg må finde de flotte høje stiletter frem, vælge den hofteholder og de smukke strømper der fremhæver min krop. Gøre hvad jeg kan for at glæde ham, ved at gøre mig fin for hans skyld.

Gad vide om han kommer ind i prøverummet og hjælper mig lidt… åh hvilken tanke..

korset træningen er tilbage..

Hvor er det skønt, at sidde her og mærke hvordan korsettet strammer om min krop. Skønt at fornemme hvordan min krop bare må forme sig efter det.

Herren har besluttet at jeg igen skal træne med korsettet.
I praksis betyder det, at jeg så snart Herren kommer hjem, skal iføre mig det røde korset.

Enten skal det sidde under tøjet, hvis det f.eks er en kjole jeg har på. Eller over tøjet hvis jeg har nederdel og skjorte på.

Herren mærker på det, mærker på mig, fortæller mig hvad han ser.. Det er skønt, og får det til at kildre skønt i maven.
Han elsker korsetter, elsker den form det giver min runde krop, hvor brysterne løftes og numsen skubbes godt bagud.

Jeg forstår ham godt, synes også selv det ser smukt ud, selvom det også kan være hårdt at have på.
Især når jeg skal lave mad, støvsuge eller ordne andre huslige pligter, kan det gnave og stramme.

Jeg nyder de restriktioner det giver, med det stramme korset om mit liv. Nyder at kunne mærke fornemmelsen af at skulle kæmpe lidt for at få luft. Nyder at vide at Herren nyder det.

fannie

Awesome girl blog award…

SommerHerren har rørt mit hjerte.. Han har valgt at give mig prisen “awesome girl blog award”…

For den da.. det synes jeg faktisk er helt overvældende… mig, som bare er en helt igennem almindelig kvinde, med små ualmindelige leveregler og en noget anderledes seksualitet… Og en nærmest umættelig trang til at skrive.. både her på min blog, men også i min mere private lille dagbog.. skrive hvor jeg nu kan komme til det, for at vikle min hjerne en smule ud ;o)

Med prisen følger så også det, at jeg skal skrive 10 ting om mig, som jeg vil dele med de som læser min blog..
Uha, nu skal jeg tænke… eller måske skal jeg bare lade være, og følge mit instinkt og mit hjerte…

10 ting om mig:

- Jeg har hukommelse som en elefant.. små sære ting der bare sætter sig helt fast i hjernen. Det kan til tider være lettere belastende.. men også ret praktisk.

- Jeg er part-time evighedsstudent. Har ikke et reeelt ønske om helt at blive færdig med at studere mit fag.

- Jeg er bedstemor… åh ja, det er kæmpe stort… og er kørt helt med på bølgen af at man som bedstemor da kan og må overforkæle i umanerlig stor stil. Dette gælder iøvrigt også mig som mor..

- Jeg er dårlig til at håndtere uretfærdighed. Jeg kan sagtens komme til at stille mig selv i skudlinien, hvis der er en konflikt, hvor andre bliver ramt på uretfærdig vis. Så tager jeg hellere en god diskussion, eller tager i mod en skideballe, for at blande mig, end blot at se på.

- Jeg er allergiker. Tåler ikke skaldyr, selvom jeg elsker smagen af dem, og det synes jeg er noget sjusk.

- Jeg syr… syr syr og syr.. jeg er ikke ret god til det, men det har jeg bestemt mig for at blive.

- Jeg samler på strømper. Lækre dejlige smukke silke og nylon strømper. De skal så være stay up eller til hofteholder. Har mange mange par, flere ligger stadig i den smukke æske de er købt i.

- Jeg går altid med nederdel eller kjole. Ikke kun fordi min Herre ønsker det, men fordi jeg føler mig langt bedre tilpas i denne form for beklædning. Føler mig begrænset, føler det snære og gnaver når jeg har bukser på. Nå ja, jeg synes jo også kvinder er smukkest i feminint tøj.

- Jeg elsker at rejse. Rejse til fjerne himmelstrøg, rejse med rygsækken pakket, og rejse i et helt fremmed land på må og få. Opleve hvordan lige netop det folk lever, opleve deres smil, deres nysgerrighed, og give mig selv lov til at være lige så nysgerrig på dem og deres verden. Jeg rejser også gerne til solen, blot for at blotte min krop, og være nøgen på stranden og i vandet.

- Jeg har igennem tiden lært at være mig og holde af mig selv, mig som den jeg er, med det jeg har i min rygsæk. Lært ikke at rette ind efter hvordan andre synes jeg skal leve, men tage ansvaret og leve som jeg selv helt igennem ønsker det…. øhhh.. eller det der med ansvaret.. Det har jeg overladt til min ejer ;o)

Nu er det så tid for at jeg giver prisen videre… Det er faktisk ikke så svært, for den første jeg kom til at tænke på skal have den.

Jeg giver den videre til -o- … http://morethanvanilla.dk

-o- skal have den, fordi hun skriver så ærligt, så specielt. Jeg kender ikke -o- men -o- holder fast på mig når jeg læser på hendes side. -o- holder fast i sig selv, og sit sprog, sit liv.

Igen vil jeg sige Sommerherren et stort og varmt tak…

fannie

Jeg står… tungt..

Jeg står her, midt i livet, tungt plantet i den jyske muld…

Jeg ved jeg har været rystet, været lidt i knæ, været en smule ved siden af mig selv…

Men jeg står stadig, står måske endda stærkere end tidligere…

Jeg ved det der får mig til at stå så solidt, er roen i mit indre, kærligheden i mit hjerte, respekten, tilliden, symbiosen med Herren.

Han er der altid, rækker mig en hånd, giver mig en skulder, løfter mig op, holder mig fast, holder mig på plads, rummer mig, elsker mig, begærer mig…

Han er om nogen grunden til at jeg tør stå fast på mine små tykke ben, stå fast i at jeg er mig, med alt det der er i den rygsæk jeg har samlet igennem livet.

Han er den der har indgydt mig mod, vilje, lyst til at være mig…

Jeg elsker Ham.

Vi er stadig igang med at lirke på lågene på de små æsker, og det er stadig hårdt arbejde, men jeg ved vi kan gøre det, gøre det sammen, stærkt men forsigtigt…

Det udvikler utroligt meget…

fannie

bevægelse..

Vi er i konstant bevægelse… bevægelse der går i retning af et dybere og mere fyldigt billede af dem vi er.

For mig er det ikke lykken at skjule noget for Herren, eller forsøge at skjule noget for mig selv.
Det er bare sådan, at ting i mig kan være skjult.. skjult for omverdenen, skjult for Herren og skjult for mig selv.

I bevægelsen ser jeg udvikling, udvikling i retning af at komme dybere ind i mig selv, dybere ind under lakken der pryder min overflade.
At ridse i denne overflade lakering kan være svært.. jeg må åbne op for små kasser der ellers har været lukket og låst i mange år, sat på pause, sat på hold.

Nogle af de ting jeg gemmer langt derinde under overfladen er begyndt at titte frem. Det er ikke alt sammen skøn billeder, ikke alt sammen ting jeg har lyst til at pille ud af æsken og gøre virkelige igen, ikke alt jeg har lyst til at “genoplive” og tage stilling til, men samtigdigt ønsker jeg at Herren kender mig.
Herren må kende mig som den jeg er, og det betyder indimellem at jeg skal genkende mig selv igen.

Lige nu står vi med låget lirket løs på en æske jeg knapt vidste fandtes. En æske jeg ikke selv har haft modet eller overskuddet til at skubbe til og lirke åben.
Vi lirker langsomt, forsigtigt og med omhu. Vi lirker sammen.

I dette lirke arbejde holder Herren min hånd, det gør mig tryg nok til at æsken ikke længere behøver være helt så skjult.

Jeg tror at vi alle har vores æsker, æsker vi har stillet i sirlig orden i vores indre, æsker vi har sat låg på, endda så godt, at vi måske ikke helt tror på det er vores æske. At lirke til disse æsker, forsigtigt åbne dem, forholde os til dem, og lade en anden kigge med, kræver styrke, mod, kærlighed, samhørighed. Den har jeg fundet med Herren, fundet sammen med Ham.

Han gør mig stærk, Han gør mig hel, så jeg kan kigge på mit eget spejlbillede, og måske endda nå til at sætte de sidste skår på plads, så billedet bliver helt.

Der vil være ridser i lakken, der vil være flænger i billedet.. men blot det at Han kender disse flænger, at Han kender mig, med alt jeg indebærer, gør symbiosen endnu stærkere, gør kærligheden mere mægtig.

fannie

Jeg glæder mig ….

Jeg bobler indeni, bobler af forventning, af glæde…

Jeg ved vi skal være sammen i det sorte univers i aften, ved Herren ønsker at gøre brug af retten til at lade pisken lande i min bløde hud, lade pisken sætte mærker dybt i mit skind, lade pisken flå i mit indre, lade pisken få mig i knæ.

Jeg glæder mig, glæder mig til at mærke hvordan smerten forankre sig i mit inderste, mærke hvordan lydene i halsen må forandre sig, i takt med at smerten forandre mig.

Jeg glæder mig til at være Hans dukke, Hans liderlige lille tøs, der tigger og beder om nåde, tigger og beder om smerten, tigger og beder om at blive holdt fast, holdt nede, holdt hen… holdt i orgasmiske højder.

Jeg glæder mig til at mærke hvordan det langsomt begynder at suse for mine ører, suse når subspace sætter ind og sætter min sjæl fri.

Jeg glæder mig til at svæve højt over alt andet, glæder mig til at svælge i den dybe afgrund, glæder mig til at mærke Han holder mig oppe.

Jeg glæder mig til Han bruger mig, bruger min krop, min sjæl, mit hjerte… glæder mig til Han bruger mit inderste efter Hans lyster og ønsker… Jeg glæder mig til Han bruger mig til at mætte Hans liderlighed, til at stille Hans begær.

Jeg glæder mig til at mærke Hans læber lukke sig om min brystvorte, Hans tænder der sætter mærker i min hud, mærke Hans blik der bliver næsten sort, i mens han påfører mig smerte der kaster mig ind i flammer der opsluger mig, og lader mig blive til intet..

Jeg glæder mig til at mærke smerten, igen og igen mærke hvordan Han bruger pisken til at få tårerne til at løbe ned over mine kinder… mærke hvor dybt smerten kan borer sig ind i hver en fiber af min krop.

Jeg glæder mig til at Han bliver ved med at lade pisken fylde mig med smerte, fylde mig ud over kanten, ud hvor jeg tigger om nåde, ud hvor jeg går i knæ, ud hvor jeg igen finder et nyt gear, og kan lade smerten løfte mig endnu højere…

Jeg glæder mig til at kravle for Hans fod, kravle sammen som en kugle.. og bare være…

Jeg glæder mig..

fannie

Sammenhold ?

Jeg troede.. naiv som jeg er.. at jeg var en del af et miljø, af et univers, hvor sammenhold, respekt, en bred forståelse, var kernen.

Lige nu sidder jeg med en følelse af, at det langt fra er sådan.
Nå ja jeg vidste det jo egentligt godt et eller andet sted… jeg vidste godt at man ikke skal vide sig for sikker, ikke føle sig som noget, og at man uendeligt let kan blive stemplet og dømt ude af de forskellige netværk mange bliver inviteret ind i, i kraft af deres position, deres seksualitet, deres levevis.
Lige nu synes jeg blot det er værre end nogensinde før.

Der sker mange ting i verden omkring os, og det påvirker naturligt nok det miljø vi holder af og nyder at færdes i.
Men netop i sådan en situation burde vi så ikke stille os skulder mod skulder, og stå sammen. Burde vi ikke være de første til at kigge på os selv og hinanden og løfte i flok…

I stedet ser jeg en masse ekstra fnidder, en masse bevidst eller ubevidst misforståelse af det skrevne, af det sagte, at det viste.
Jeg ser hvordan folk lynhurtigt klistre mærkater på andre, ser hvordan man går bag om alt og alle og mener man er i sin gode ret til at komme med udtalelser om gud og hver mand, blot fordi man tager ting ud af konteksten og vender det så det lige passer ind i den umoral man lige kan knibe det ind i…

Jeg ved ikke om det handler om de berømte “2 minutes of fame” eller hvad der gør at man ikke bare snakker sammen og spørger ind, før man knalder hinanden oveni hovedet… Jeg forstår ikke, at man som menneske ikke er lidt mere rummelig, lidt mere omsorgsfuld, lidt mere undersøgende og nysgerrig.

Nej jeg synes ikke man skal se igennem fingre med ting der tydeligt er amoralske, ting der er forbudte, ting der overskrider ens egne grænser… men men men… en ting er at det burde være naturligt for enhver, at anmelde, råbe vagt i gevær, hvis man ser noget der er forbudt. Noget andet er altså ting der overskrider ens egne grænser… der må man være mere åben og nysgerrig, og gå til hovedet i stedet for til hele verden med sin moral..

Ak, jeg ved udemærket godt at mit indlæg kan misforståes, og vil sikkert blive det i den varme heksekedel vi ser rigtigt mange steder i miljøet.. men jeg håber at de som evt. kunne have betænkeligheder, føle jeg er på et forkert spor, de som overtolker, mistolker, ikke forstår, vil spørge MIG, om hvad JEG mener præcist… Jeg lover jeg skal svare så godt jeg kan.. Men læs mit indlæg med et åbent sind, forstå jeg ikke et sekund går ind for ulovligheder, forstå at jeg har moral, etik og pli.

Om jeg stadig nyder at færdes på nettet, og på de sider hvor jeg kan “hænge ud” med ligesindede, det er jeg blevet noget i tvivl om.

Om jeg stadig vil blogge… tjah.. i den sidste tid har jeg tænkt NEJ .. jeg skal ikke blogge, ikke risikere at få mine indlæg vasket offentligt i små bidder der ikke giver det fulde billede af min holdning..

Men JOH.. jeg vil blogge, jeg vil fortsætte med at skrible mine tanker, mine håb, mine drømme og fantasier ned, når det passer mig, og på den måde det passer mig.
Jeg nægter at lade mig kyse, nægter at lade mig begrænse…

Jeg håber andre vil fortsætte deres, ved nogle trækker sig, ved andre overvejer… i vil blive savnet.

fannie

Ønsket om straf

Egentligt er det et sært ønske.. at ønske sig straf..

Men det er sådan jeg har det lige nu… jeg ønsker mig straf, ønsker mig straf fordi jeg forløber mig, fordi jeg lader tungen slå smæld, fordi jeg lader mine øjne skyde lyn, fordi jeg ikke formår at bøje hovedet, men stritter i mod.

Mit temperament er stort, min morgensurhed næsten legendarisk…

Jeg væltede denne morgen, væltede den med min kværulende surmulende attitude…
Det endte med et kort.. vi ses.. og Herren var ude af døren..

Jeg stod tilbage, bed mig selv i tungen.. rød om ørerne.. flov over mig selv.

Straf… ja, jeg ønsker mig straf for min opførsel… straf fordi jeg på den måde kan finde ro igen. Lige nu går jeg jo bare og straffer mig selv .. skælder mig ud, floves over min ageren..