Midt i en stille tid er vi her stadig. Herren og jeg sammen… sammen som de vi er, med det liv vi sammen har valgt at leve.
Jeg trak stikket ud, gik helt i sørge og barnligt mode.. var bare pivet, kikset, pirrelig…
Jeg kunne ikke overskue andet end lige mig selv og min sorg og min angst.
Herren lod mig være, lod mig rase ud, lod mig være alt det jeg var inden i.. alt i mens han stille og roligt rummede mig, støttede mig og var omkring mig.
Forleden opdagede jeg i mig selv, at det var helt galt, jeg kunne ikke det her med at flakke rundt og bare være helt uden styring, uden kontrol..
Jeg bad om tid til at tale med Herren, fandt min pude frem, fandt min plads for hans fødder. Han rakte ud efter mig, lod mig langsomt glide tilbage til at være hans kvinde, hans ejendom, hans slavinde.
Stor stor lettelse at finde tilbage til ham, til at være mig. Mærke hvor godt han rummer mig, med alt jeg er fyldt af. Det giver mening at være hans kvinde, at vi sammen har fundet den levevis der er rigtig for os, og som lader sig gøre uanset hvordan verden ellers ser ud. Hvor hård og uretfærdig verden kan være. Hvor smuk livet kan være.
Jeg sov godt den nat, sov godt lænket tæt til Herren, sov godt efter han havde brugt mig og mærket mig. Sov godt i forvisning om at jeg er omgivet af den største kærlighed.
Det at være tilbage .. være mig … gør det ikke nemmere at sige farvel til min højt elskede far.. det gør det bare så meget nemmere at være til…
6 kommentarer
Kommentar RSS TrackBack Identifier URI
Skriv en kommentar
Ingen ord er nødvendige her…smiler varmt
lizzy
tak lizzy.. sender dig de varmeste tanker retur..
De varmeste tanker til og dig dine. Jeg har mistet begge mine forældre med 15 års mellemrum og har begge gange mærket, hvordan det at vide mig elsket, har gjort med stærkere og mere åbent tilstedværende i afskeden og sorgen.
et kram herfra.. fannie..
Hvor er det smukt – jeres kærlighed til hinanden.
Knus
/S
Smukt.
Så enkelt, så rigtigt.
Kram om dig.