Et blødt og sårbart menneske..

Sådan er jeg, derunder overfladen af den altid “svar på læben” “rap i replikken” lidt fanden i voldske kælling.

Sårbar når jeg står i mellem muren af at agere som den stærke handlekraftige selvstændige kvinde, og den formbare bløde slavinde.

Jeg ved ikke om jeg bryder mig rigtigt om at stå der i midten, og mærke en smule kaos der fylder, fordi jeg så gerne vil være den bedste for ham, og for ham betyder også ud af til, ud i verden hvor andre ser mig. Et øjeblik kan jeg blive i tvivl om hvilken af de to, ret så forskellige, karakterer der skal fylde og have plads.

Sårbarheden gør mig svag, men så alligevel så forbandet stærk samtidigt med. Men den er svær, svær for mig selv. Ingen kan virkeligt se den, ingen kender mig i det moment, andet end ham. Jeg ved han ser, jeg mærker han observere, jeg føler han tager hånd om mig, og om mit sårbare sind.

Jeg observere, jeg følger, jeg mærker efter, og jeg lader ham guide mig. Han ved bedst. Ved hvad han ønsker, ved hvad mit sind kan og ikke kan.