Sårbar når jeg står i mellem muren af at agere som den stærke handlekraftige selvstændige kvinde, og den formbare bløde slavinde.

Jeg ved ikke om jeg bryder mig rigtigt om at stå der i midten, og mærke en smule kaos der fylder, fordi jeg så gerne vil være den bedste for ham, og for ham betyder også ud af til, ud i verden hvor andre ser mig. Et øjeblik kan jeg blive i tvivl om hvilken af de to, ret så forskellige, karakterer der skal fylde og have plads.

Sårbarheden gør mig svag, men så alligevel så forbandet stærk samtidigt med. Men den er svær, svær for mig selv. Ingen kan virkeligt se den, ingen kender mig i det moment, andet end ham. Jeg ved han ser, jeg mærker han observere, jeg føler han tager hånd om mig, og om mit sårbare sind.

Jeg observere, jeg følger, jeg mærker efter, og jeg lader ham guide mig. Han ved bedst. Ved hvad han ønsker, ved hvad mit sind kan og ikke kan.

Tænder på at se når han tænder hende, når jeg tænder hende, når vi alle tænder hinanden.

Det er sexet, frækt, liderligt, dejligt at mærke flere kroppe, våde svedige kroppe, safter, bryster, en pik der har lukkede læber sluttet omkring hovedet, imens jeg selv sutter på hans nosser.

Jeg tænder på at se, når hans pik trænger ind i en fisse, når jeg får lov at lade min tunge spille over begges køn, mærke når det får liderligheden til at tage nye højder.

Jeg elsker når han kigger på mig med kærlighed, når han vælter mig omkring og kysser mig, indtager mig. Hvisker mig i øret at jeg den bedste, den lækreste, den frækkeste.

Mit hjerte svulmer og banker af glæde, når jeg ser han tager en anden kvinde i håret og hun reagere ved at blive blød som smør, når hendes knæ finder gulvet, når hendes blik bliver sløret. Min mand, min Herre, der virker så smukt på en anden kvinde.

Jeg føler stor vellyst når hendes og mit blik mødes, når vi er et, når vi er sammen om at nyde et blowjob, når vi presser os selv for at give ham det dybeste DP. Det tænder at føles så tæt med et andet menneske, i sær når det er omkring den mand jeg elsker så inderligt.

Jeg bliver våd og liderlig af at stikke mine fingre ind i hende, mærke når jeg rammer punktet og får hendes safter til at løbe. Mærke hendes bløde læber mod mine, dybe kærlige kys i mellem hende og jeg. Hænder og tunger der søger hinanden i dyb respekt.

Lykkelig er jeg når vi er alene, og jeg mærker han har fået tanket op, er blevet beriget, er glad fordi jeg vil, kan og ønsker at være flere i legen. Når jeg mærker vores kærlighed er stærk, inderlig og ubrydelig.

For det er jeg taknemmelig, lykkelig, glad.

En flig af en verden jeg ikke engang er sikker på, at jeg selv helt troede på var der ude, en flig som jeg stille har lagt til rette i mit hjerte.

Taknemmelighed for at det var, for at det stadig findes.

kys

Nå ja, på et par af billederne har jeg da en skjorte på, men hvad hjalp det, når der blev hældt vand ned over den.. brrr brrr brrrrrrrrrr.

Vi har haft det aldeles forrygende morsomt, også selvom jeg måtte snige mig hjemmefra med diverse remedier uden Herren opdagede det, og uden han måtte få at vide hvor jeg reelt skulle hen. Jeg er bare så dårlig til sådan noget, for hemmeligheder er altså ikke noget jeg har for ham.

Meningen var, at jeg skulle gemme de her fotos, få nogle redigeret og fremkaldt, som en sød julegave til Herren min.
Hjem kommer jeg da også, og får sneget alle ting ind i huset, lagt det væk og fjernet spor fra både mig selv, bil og tasker, uden har ser noget af det.
Men her stopper det så også, for han spørger jo hvor jeg har været, og hvad jeg har bedrevet… Øhhhh… tjohh.. Tjahh..

Jeg kan bare ikke holde min mund, så jeg buser jo ud med dagens projekt.

Fortæller ham om tisseturen der gik galt, om min forfrosne tæer der stadig er blå og om alt det sjove der har været i løbet af dagen.

Heldigvis elskede han det, elskede min ide, elskede at jeg gjorde det for ham og han elsker billederne.

Jeg har nu gemt et par stykker, som nu kommer afsted til fremkaldelse, så han får lidt fin pynt til hans trofæ væg ;o)

Jeg savner det. Savner at være fuldstændig væk, blød, formbar, døv, blind og stum.

Det er ikke fordi vi ikke har seancer, det er ikke fordi vi ikke er lige så tætte som vi plejer, faktisk ved jeg ikke helt hvorfor. Jeg tror det handler om, at vi har haft mange forandringer i livet, mange ting vi har skulle forholde os til, og at jeg måske .. også i seancerne…. har svært ved at slippe det helt.

Jeg har lyst til at komme i sub, bare glide med, glide væk, være helt og fuldt ud i hans magt og nærmest være kravlet ind i hans sjæl. Være der hvor hele verden kan være fuldstændigt lige meget, og alt der eksistere er ham og mig, os, kærlighed.

Jeg har lyst til at slippe sjælen fri, lade den svæve og lande blødt hos ham. Jeg vil opsluges af ham, overtages af ham. Jeg savner ham.

Dog ved jeg jo, at der ikke er en opskrift på vejen til sub, det er umuligt at planlægge, og jo mere jeg kæmper jo sværere bliver det. Jeg må have tålmodighed, være åben og tilgængelig når han ønsker mig, og håbe i mit stille sind, at alt det uvæsentlige braser sammen, flytter sig, laver plads til bare ham og mig.

Jeg må dog erkende, at jeg har snuset en lille bitte smule til det, men ikke hvor jeg bagefter har tænkt… wow, det må jeg da prøve igen. Ikke at det var dårligt, men det sagde mig bare ikke rigtigt noget.

Jow jow, det kan da se pænt ud, når en dejlig krop hænger til udstilling, men jeg har altid tænkt… Ja nu hænger hun der, og hvad skal der så ske.. hmm..

Dog blev jeg for nylig lidt nysgerrig. Jeg så et billede, hvor rebet var op omkring ansigtet. Det pirrede min nysgerrighed.

Nysgerrigheden fortalte jeg Herren min om, og straks blev der skabt kontakt til Herauf, som er et af de reb mennesker vi begge holder af og respektere.

Lucky me.. Han ville gerne være med til at give mig en oplevelse med reb, en oplevelse hvor Herren min naturligvis ville være der og opleve mig.

I går var det så dagen hvor rebene skulle strammes, og det blev de..

Jeg har lovet at skrive om oplevelse og vil gøre mit allerbedste, dog kan jeg ikke skrive så meget om hvad det hedder eller hvor rebene sad på min krop, for jeg aner det ganske enkelt ikke.

Nøgen og sårbar, siddende på knæ midt i rummet.

Min hjerne var forberedt på at gå i forsvar, på at forsøge at undvige, men Herren havde givet mig besked på at arbejde med, på at gå ind i oplevelsen og være i nuet.

Det første reb fornemmer jeg bliver foldet ud, fornemmer det bliver kørt hen over min hals, og bliver lagt rundt om den .. det strammer lidt, det får mig til at blive en anelse besværet i vejrtrækningen. Mums, den fornemmelse er ret fantastisk. Jeg synes jo det kan være ret så opreklameret at få lov at trække vejret.

Jeg kan li det. Jeg kan li fornemmelse af rebet der bliver kørt rundt om min hals, jeg kan li det strammer til, jeg kan li han trækker i det, og får min krop til at vælte en smule til siden.

Der kommer flere reb til.

Jeg kommer op og stå.

Jeg kan ikke helt finde ud af at holde balancen, men det er okay, han er der, hele tiden kan jeg mærke han er tæt på.

Mine arme er bundet bag mig, der bliver kørt reb hen over min krop. Jeg kigger på hans hænder der arbejder rebene ned over mig, deler mine bryster lige over brystvorten. Reb der trykker mig fremover, ned, maser mig, smerter.

Tilbage hvor jeg sidder ned. Flere reb. Skub, pres, nærhed, varme, intensitet.

Jeg står op igen, mærker hvordan rebene er omkring mine ben. Jeg vælter lidt rundt, men føler hele tiden det er ham der styrer hvor min krop skal være og ikke skal være. Interessant fornemmelse af sikkerhed lige der midt i usikkerheden.

Reb omkring mit ansigt, reb der strammer om min hals. Uhmm… det føles godt. Rebene lukker sig omkring mine øjne, min mund, min pande, min hals, og det ER godt.

Reb der bliver trukket hårdt i, så det trykker i mine lår. Mums, det er dejligt, og jeg ønsker i det øjeblik, at der bliver trukket hårdere, at der bliver trukket flere steder, at jeg bliver kvalt i rebene, kvalt fra top til tå.

Det føles som en dans, da jeg står der, og mærker rebene omkring mine ben, og ham der med krop og hænder guider mig rundt, hele tiden på kanten af balance og ubalance. Selv duften af reb, som jeg ellers ikke bryder mig om, bliver rar og god, og passer til den dans vi er ude i.

Jeg tænker ikke længere over, at jeg skal være i det, jeg er der bare.

Langsomt føler jeg rebene bliver pillet af. De svirper på min krop når han trækker dem af. Ind i mellem føles det som om han genbruger et stykke af det reb han piller af, føler det presser mig frem over, ned af, strammer det omkring mig.

Rebene er væk. Vi sidder på gulvet. Små snakkende. Men vi er ikke færdige. Der kommer nye reb, reb omkring min hals, reb der bliver strammet så uendeligt godt omkring den. Et reb omkring min overkrop og mine arme. Det er så dejligt, det føles så trygt og så rart. Vejrtrækningen han styrer, smerten han påfører mig med rebene. Det kan jeg li.

En reb-prinsesse bliver jeg aldrig, men lige den der form for reb. Hvor han tør bestemme helt og fuldt over mig, hvor han styrer min vejrtrækning, og hvor han smerter mig. Min hals, mit ansigt, min overkrop, mine arme og mine ben, der virker det alt alt for godt.

Tusinde tak Herauf, det var en smuk oplevelse.

Hans greb i min krop, hænder der napper og holder fast, tænder der skærer sig ind i huden, læber der efterlader bløde kys.

Jeg summer med det samme, summer af saglighed, af fryd. Han vil spise mig, tage bidder af mig.

Han tager mig, tager mig med hænderne, med munden, med tænderne, han besidder mig på en helt særlig vis.

Jeg svæver væk, svæver i mens jeg mærker hans tænder lukke sig om min brystvorte, om mit maveskind, om den hellige lille knop…. Jeg elsker det.

De er sat i gang, men aldrig gjort færdigt, og hver gang jeg kigger på dem bliver jeg enig med mig selv om, at nu skal det altså være, nu skal de skrives. Men det sker bare ikke, i hvert tilfælde ikke lige i det øjeblik jeg kigger på dem.

Jeg ved ikke helt hvorfor historierne ikke bare vælter ud af ærmet og ned på computeren, for de var jo derinde i mit hoved, fuldt intakte og levende. De ville ud, de ville skrives, de ville have deres helt eget liv. Men nu, nu skal jeg, når jeg læser dem igen,  koncentrere mig om at forstå, at de var mine, at de var derinde, at det var fra min fantasi eller virkelighed de opstod.

Der ligger ikke engang nye jeg kan starte op på og give liv, der ligger ikke nogen og presser på for at blive virkeliggjort. Min fantasi er gået død, eller er faldet i søvn. Jeg håber den vågner igen, at den finder næring og energi igen, for det er fedt at skrive, dejligt at leve mig ind i min egen lille skriververden og føle de er virkelige lige i nuet. Jeg savner det.

Striber han trak frem med spanskrøret. Det tykke dejlige spanskrør, der igen og igen landede på det bløde kød, det tykke spanskrør der fik muskulaturen til at spjætte og være levende.

Hans blik på min krop, da jeg sad på den høje stol, armene fæstet bag ved mig, mine ankler surret fast til stolen. Hans blik der gled sultent ned over mig, hans blik der fik mig til at skyde brystet frem og gøre mig endnu mere tilgængelig for ham.

Han får mig til at føle mig så lækker, så sexet, når han lader blikket spise mig. Hans hånd der glider ned over det bløde maveskind, hans fingre der finder min liderlige fisse og mærker hvor varm og våd den er, klar til ham, klar til det han vil byde mig.

Spanskrøret der fremtvinger strubelyde, når det rammer og får benene til at spjætte i rebet. Åndedrættet der ikke længere kan kontrolleres. Hans hånd der stopper mit ilt optag, i mens han igen lader spanskrøret falde.

Stoltheden der suser i mit bryst, stoltheden over at han tænder på mig, tænder på at bruge mig, tænder på at mærke mig.

De lilla striber der straks bliver synlige, de svulmende buler der bliver tydelige, spanskrøret der brænder ned i mine lår.

Jeg elsker at sidde der, sidde og være hans spanking dukke….

Det er tanker jeg har haft i årevis, og det er noget vi har levet ud, sådan nu og da.

Det har ikke altid været den største succes.. faktisk har det været sværere end jeg har været villig til at give udtryk for.

Det svære har aldrig været det fysiske, altså når det står på, og han har leget med en anden. Det brænder ikke huller i min sjæl, eller får jalousien til at løbe marathon i mit indre.

Det svære har ligget helt andre steder, og aller mest i det jeg gerne ville med deleriet.

Det at dele med en anden kvinde, som har en, i mine øjne provokerende adfærd, får det til at slå de største knuder i mit indre.

For hvad bilder hun sig egentligt ind. Provokerende overfor den mand som jeg anser for mit guld, overfor ham som har fortjent den største respekt. Det virker bare helt forkert i mig, og jeg bliver mildt sagt rasende på de kvinder der gør det. Jeg foragter dem, og så har de ikke fortjent det han giver og det de modtager. Faktisk føler jeg det er snyd hvis de får så meget som en krumme.

Jeg hader at dele ham med kvinder der møver sig frem i køen, med en masse krav om hvad de vil have, uden tanke for hvad de vil give, uden tanke for at den sti vi har meldt ud, er den sti vi føler os i stand til at gå på. Det giver mig kuldegysninger at jeg nu og da ikke har set det, afkodet det, før det har været til op over begge ører, og diskussion så er landet i regler og grænser der måske bør flyttes, da hun ellers ikke synes det er godt nok til hende. Utålmodighed der bryder min tillid og min ro, gør det umuligt at være nydende i nuet, for hvornår kommer det næste angreb på mine begrænsninger, som kun vokser og bliver gødet af skubben til det jeg har brug for blot er for ham og jeg.

Til gengæld…

Så nyder jeg at dele min Herre med en kvinde, nyder det når hun tør vise ham liderlighed, når hun viser ham respekt, når hun bøjer sig for ham, når hun smiler til mig og jeg kan se hun virkelig ønsker at være lige der. Det er ren win win…

Han får to kvinder under hånden, to kvinder der villigt lægger deres bryster til rette, bævende afventende spanskrøret der rammer ned og laver smukke striber. Hun og jeg får synet af hinanden i nydelsen og smerten, vi får lov at kigge hinanden i øjnene og føle en særlig samhørighed, vi får lov at blive tændte, varme, liderlige..

Vi får alle 3 flere strenge at spille på, flere muligheder for liderlighed og forløsning. Liderlighed er vigtig sammen med anerkendelsen af, at det er ham der har magten og dirigere slagets gang, samtidigt med, at han ind i mellem kan læne sig tilbage og nyde 2 kvinder der også nyder at nyde hinanden.

Jeg nyder at se ham bruge en anden kvinde, når hun virkelig er tændt og har lyst til at han tager hende, fylder hende, tvinger orgasmer ud af hendes krop. Jeg nyder at få lov at puste ud, i mens jeg kan nusse hende blidt, eller lade min tunge spille med og forøge nydelsen for dem begge. Hans pik der arbejder sig ind i hende, hendes safter der drypper ned på mig, safter jeg kan slikke i mig dråbe for dråbe. Ren win win..

Jeg nyder at hun ønsker at sidde ved mit ansigt, nyder at mærke hende kysse mig blidt imens han lader det store pin-wheel kører i mit indre, nulre på min klit og lade orgasmer overtage al sansning i kroppen. Nyder at dele med en kvinde der tør og vil stikke ansigtet så tæt på min fisse, at hun får hver en detalje med.

Hvor er det befriende at kunne vende tanker, drømme, fantasier og lyster i en 3 somhed, uden at føle mig forkert, uden at skulle forklare hvorfor jeg underkaster mig, hvorfor jeg nyder at blive pisket, hvorfor jeg har behov for til stadighed at bare være mig med de få klare begrænsninger jeg nu engang indeholder… fordi alle i 3 somheden er åbne, har mod, har lyst. Tillid, respekt, anerkendelse og plads til at vi er her nu, og nyder, uden en masse krav og forventninger om andet end at tiden skal arbejde for os.

I virkeligheden er det jo det aller bedste, at nyde nuet, uden tanke for i morgen… eller, tjoh, at drømme om næste gang vi får mulighed for at bruge en aften, en stund sammen, den må gerne fylde mine tanker…