Fannie’s Weblog

slavinde skriblerier, underkastelse, ydmyghed, porno, sex, kærlighed

En blog om mit liv… mine tanker.. mine fantasier..


Du er landet på min blog, en blog der omhandler mit liv, mine tanker, mine fantasier og mine oplevelser.

Det er en blog der for nogle kan være grænseoverskridende, den indeholder sm, sex, porno, og noget af det i den mere hardcore ende.

Jeg begrænser mig ikke for at skåne det omgivende samfund. Jeg skriver frit fra leveren, udstiller, fremstiller, fabulere over det der fylder i mig.

List stille ud igen, hvis du ikke har lyst til at læse om sm, om slavinde liv, om sex….

Skålen på gulvet, del 2.


At isen kun er til låns er vel egentligt at tage munden for fuld. I virkeligheden er isen en rekvisit i forhold til den leg Herren har lyst til at begive sig ud i med mig.

Jeg holder bare på rekvisitten indtil han har behov for at tage den tilbage, og bruge den præcist efter hans lyst.

….

Jeg synes jeg har siddet længe ude i gården, jeg små fryser, jeg har en anelse kvalme og jeg skal tisse så det nærmest står helt op i øjnene på mig.

Herren kalder på mig henne fra hjørnet af gården.

Jeg ved jeg træder mig selv lidt over tæerne, bider mig i underlæben fordi jeg er nervøs. Mit blik flakker og lynhurtigt har jeg overblik over hvilke ting der er inde i vådrummet hvor vi står.

Den hvide plastikstol med lameller, 2 stålskåle, en alt for stor og tyk dildo, den tunge flogger fra Cinderella, spanskrør, håndjern, reb, stålkufferten med indhold og foran den hvide stol den store sorte murerbalje der langsomt fyldes af vand fra den slange der ligger nede i den.

Jeg tripper lidt rundt om mig selv, og spørger endnu gang prøvende om jeg ikke nok må have lov at benytte toilettet. Herren kigger bare på mig, smiler og ryster på hovedet.

Jeg er fyldt til randen af både is og urin, har enormt svært ved at kontrollere tissetrangen og kvalmen trænger sig mere og mere på.

Kliklydene fra håndjernene der lukker sig bag ryggen af mig, armene der er trukket langt om bag ryglænet på stolen, vandet der løber. Herren der står og studere mig … Jeg trækker vejret så godt ned i maven jeg kan, ved det giver en anelse ro. Mit blik der bare ikke vil blive hvor det skal være.

Lussinger rammer min kind. Tårer der trækkes frem i mine øjne. Herrens fingre der tvinger mine kæber fra hinanden så min mund står vidt åben. Dildoen han presser ned i min hals. Jeg gagger. Jeg panikker. Jeg vil ikke. Jeg kan ikke. Jeg græder, vrider mig, tigger i mens jeg kvæles af dildoen, af opkasten, af urinen der sprøjter uden jeg har fået lov. Mine kinder brænder, mit indre er i oprør. Den del af pæn pige i mig bliver udfordret, ramt, væltet. Jeg bliver en ting, hans ting.

Herren rækker ned og trækker den ene skål ind under stolen, lige ind midt under mig.

Dildoen er der igen bliver presset ned i mit svælg, så jeg mærker isen vælte op i munden på mig. Smagen af chokolade, banan og vanilje rammer mig hårdt.
Det løber ned over min hage, løber ned over mit bryst…

Herren skifter dildoen ud med hans egen pik, knepper mig hårdt og kontant i halsen, i mens isen vælter ud af mig. Herren der rækker ned og tager fat i skålen, siger jeg har svinet.. og kaster det på mig, opkast og urin rammer mig. Jeg skriger af rædsel, skriger over den ydmygelse der er i at han, min Herre, vælger at kaste min egen urin, min egen opkast ud over mig.

Jeg bliver skyllet med brandslangen, før han igen og igen knepper mig brutalt i min hals, slår mine knaldrøde kinder, ydmyger mig og bruger mig, tager kontrollen over alt i mig og i min krop.

Han hiver mig ned af stolen, så jeg sidder på knæ foran murerbaljen, knepper mig vaginalt og analt i mens han drukner mig … lader mig svæve så langt væk i det dybe vand, at jeg helt opgiver at kæmpe i mod. Ind i mellem trækker han mig op, siger jeg skal trække vejret, stopper fingre i min mund og langt ned i min hals, så jeg igen brækker mig ud over gulvet, ned i vandet i baljen…

Jeg slipper, lader det pæne og polerede forsvinde, læner mig ind mod Herrens magt og overgiver mig…

 

 

 

Skålen på gulvet, del 1


Sommerferie, gårdliv, nærvær, symbiotisk leg er kodeord.

Ugen er godt i gang, jeg er netop stået op, og har hentet dagens første kop kaffe til Herren. Han rykker mig ned i sengen til ham, kysser mig blidt og minder mig om, at jeg ikke behøver spise så meget til morgenmad, for i dag skal jeg nemlig have is.

Is er og bliver en af de mest liflige spiser jeg kender, men det er ikke særligt tit Herren giver mig lov til at nyde den slags fornøjligheder.

Efter morgenmaden, som for mit vedkommende bestod af en meget lille portion yoghurt, sender Herren mig op for at klæde om. Vi skal ud i virkeligheden, og han ønsker jeg er sommer fin og klædt på til hans behag.

Vi småsnakker i bilen og jeg glæder mig til at få isen. 3 kugler må jeg få, og endda også vaflen. Jeg er glad.

Herren parkere bilen, åbner døren for mig, og vi går hånd i hånd til isboden. Jeg får selv lov at vælge, 3 kugler må jeg få, men nøjes med 2, da jeg ser hvor store kuglerne egentligt er.
Den første kugle er med banan og chokolade, den den lækker vanilje is.
Herren siger jeg skal have guf på, det der klistrede lyserøde sukker der smager så sødt og dejligt, men som jeg også ved vil klistre til mine læber og min hage.

Jeg spilder en smule, isen der løber lidt ned over min hage, Herren der smilende tørrer det af mig med en serviet.
Det er så dejligt og trygt at sidde der sammen med ham, og nyde den lækre og bløde is.

Isen er fortæret, mund og fingre er tørret og afsted det går tilbage til gården.

Jeg får besked på at gå på værelset og klæde mig af. Jeg skal tage mit håndklæde og mit skind med ned og sætte mig i gården, hvor jeg skal drikke 2 store kander vand. Toilettet må ikke benyttes, selvom tissetrangen er stor.
Herren er forbi et par gange, checker op på at jeg får nok at drikke, checker op på om jeg er der hvor han ønsker at jeg er mentalt.

Jeg ved godt jeg kun har isen til låns, ved godt at Herren om lidt vil tage den fra mig igen.

 

 

 

Brev til min elskede


Det er sjældent jeg skriver breve til dig min elskede. Alt for sjældent faktisk.

Min kærlighed til dig er i dag, 10 år efter vi mødte hinanden, vokset og vokser fortsat. Mit ønske om at være din kvinde, sidde hos dig, være hos dig, glæde dig, gøre dit liv nemmere og mere behageligt er i dag så udtalt at det er hvad der får verden til at dreje rundt.
Det lyder som en floskel, men er kærlighed, ydmyghed, hengivenhed .. Jeg er din kvinde, din helt ind i den dybeste kerne.

Jeg har tudet.. meget endda…
Der hvor jeg lige pt. arbejder er i min egen usikkerhed, når jeg bliver fannie 5 år der føler jeg står udenfor på trappen, og ingen vil lukke mig ind.
Det er hårdt, det er grimt og jeg bliver så optaget af min indre kamp at jeg kommer til at tvivle på mit eget værd, min egen “rolle” som underkastet.
Det gik op for mig, i gennem en åbenhjertig snak, at det der er mit største issue er at jeg ikke tillader mig selv, at have følelser der ikke er pæne og rigtige. De grimme, de “forkerte”, de barnlige, de egoistiske slår jeg hårdt ned på mig i mig selv, og bruger dem allermest til at slå mig selv oven i hovedet, eller til at ynke mig selv. Jeg bruger dem så meget, at jeg fjerner mig selv fra dig og fra underkastelsen, i ren og skær angst for at miste mig selv, og ikke mindst miste det fine og særlige jeg har med dig.
Nu vil jeg tude lidt mere, i mens jeg får skrevet det ned, får det givet plads og ord, så det kan blive pakket ned i små sirlige æsker, som jeg så vil sætte i sirlig orden… pakket ned, men ikke væk.. pakket så de kan tages frem, åbnes og kigges på, sammen med dig, i et tempo hvor det ikke bliver overmandet af affekt og angst, men i et lys hvor det kan give mening og liv, og give plads til at jeg kan bøje nakken, give hele mig… igen.. til dig.

I ydmyg respekt, kærlighed og med et åbent hjerte.

 

sisc-kapader


9 dage .. som hver eneste sommer.. befinder jeg mig tæt på Herren, tæt på, på den der helt særlige måde hvor livet kun handler om at være os 2. Ham og jeg. Herre og slavinde. Den virkelige verden er det der sker på den anden side af hegnet, men den har i 9 dage intet med os, vores kærlighed, vores relation at gøre.

Det er noget særligt at være på sisc, at være sammen med ca. 50 andre kinky mennesker, der uden at fortrække en mine ser hinanden udleve kinky-heder man ikke engang havde tænkt var mulige.

Den nærhed, den intimitet der opstår i det miljø gør altid noget ved mig. Jeg glæder mig længe til vi skal afsted, gør enormt meget ud af at få pakket det helt rigtige, gør meget ud af at være mentalt klar til at lukke den normale verden ude, og lukke op for friheden der findes på gården og i mellem lejr-deltagerne.

Endnu en gang er jeg kommet hjem fra gården med nye, særlige, specielle oplevelser i min rygsæk, oplevelser der bobler i mig, oplevelser der langsomt skal lande i mit indre og finde deres egne pladser i mellem alle de andre skønheder der ligger der ind i rad og række.

I år har Herren givet mig til opgave at skrive om de oplevelser vi har haft, skrive om hvad der sker set fra mit perspektiv, skrive om hvad der sker i mit sind og i min krop når vi er på gården.

Det er ikke uden kvaler jeg bevæger fingrene over tastaturet og langsomt begynder at give plads til det han ønsker at se på min blog.

Stay tuned… more to come.

Peace

 

Det indre arbejde bærer frugt.


Jeg har tænkt over hvad der sker i og for mig pt., og hvordan det er lykkes så godt at få rykket nogle ting på plads i mit indre, ting der så også giver pote på den ydre side.

Igennem mange år har Herrens ønske været, at vi kunne være 3, Ham og 2 underkastede kvinder.
Kravet har været og er stadig, at vi kvinder skal have en tæt relation, ikke nødvendigvis seksuel, men absolut villige til at være tætte og være villige til at samarbejde og have et fælles mål, og målet er og må altid være, at Herren har det godt, at han er fokus.
Der er ikke plads til konkurrence, til magt-kampe eller til at måle sig med hinanden. Han ønsker vi formulere de udfordringer vi møder, men gør det på en måde så der kan arbejdes konstruktivt og åbent med dem. Auto-reaktionerne skal slåes fra 😉

Jeg har kæmpet for at kunne… Det at dele Herren for en kort stund, en aften, en weekend, eller anden afgrænset periode har længe været uproblematisk for mig. Det at dele ham “for alvor”, hvor en kvinde helt skal sidestilles med mig i forhold til slavinde livet har været udfordrende, men jeg har haft ønsket om at møde ham i det ønske og det krav. Jeg har villet ville kæmpe, og lige der har jeg mødt de rigtige udfordringer i mit indre.

Der er ingen tvivl om, at der hvor jeg virkelig har været udfordret har været i forståelsen af hvornår jeg egentligt slap rattet, slap styringen. Få øje på hvor jeg havde fat i noget der rent faktisk IKKE er mit bord.
Tænkningen med at “jeg er jo konen” “jeg er jo den faste” “jeg var her jo først” “jeg gør alt det kedelige, og har derfor fortjent” “jeg bør have først, størst og mest” “jeg har krav på MIN tid”… Den har været naturlig for mig, og et eller andet sted normen i langt de fleste poly-et-eller-andet bdsm forhold jeg kender til, og jeg har taget det ind og taget det til mig. Jeg har arbejdet ud fra de parametre og de normer. Lukket mine øjne for, at intet af det er holdbart eller gangbart.
Ja ja, jeg er da hans kone, og det holder jeg jo ikke op med at være når jeg er på knæ på gulvet, men ærligt, så kommer slavinden jo før konen i en stor portion af vores liv, og hende der sidder ved siden af mig er jo ikke hverken mere eller mindre slavinde fordi hun ikke er konen, og jeg er jo ikke mere eller mindre slavinde fordi jeg også er konen.
Ja ja, jeg er den faste, men det er hun jo også. Hun er lige så ønsket og krævet i forhold til Herren som jeg er.
Ja ja, jeg vasker tøjet, holder huset, køber ind, laver mad, men det gør hun jo også i hendes hjem, og når hun er her så arbejder vi med nogle af de ting side om side, og det at fortjene handler altså ikke om der er rene underbukser i skabet. I stedet handler det om at tjene, fortjene er fortærsket og ikke noget jeg længere ønsker at arbejde ud fra.
Den med størst, først og mest har krævet et stort arbejde… dels fordi jeg troede det ville være nemmere hvis verden vendte sådan, og fordi jeg også tænkte.. ja ja, hun er her jo kun en weekend og skal ikke æde hele kagen, jeg VIL også have… men jeg får jo, får alt det Han synes jeg skal have, og hun får alt det han synes hun skal have, og lige det.. at han bestemmer hvad hvem får hvornår, og jeg bare slet ikke behøver tænke på det gør verden langt mere behagelig og håndterbar. Jeg behøver ikke “tælle” tid, slag, opmærksomhed og kan læne mig tilbage og slappe af.
Jeg har krav på MIN tid… nu hvor jeg siger det højt til mig selv kommer jeg til at fnise lidt over mig selv. MIN tid, vor Herre bevares… Da jeg valgte at bøje hovedet for Herren, da jeg valgte at lade Ham fører mig, lige da valgte jeg jo også at underlægge mig Ham og HANS tid. Der findes ikke noget der er MIN tid, tiden er og bliver Herrens, jeg kan, skal og må ikke rode rundt i om jeg får tid, men jeg kan sagtens ønske mig at Herren bruger noget af HANS tid på mig, så længe jeg også er klar på at Han også vælger anderledes end det jeg har ønsket, fordi det passer Ham bedre. I det øjeblik jeg kræver MIN tid, så overtager jeg og forsøger at styre Hans tid. Det har været den allerstørste lettelse at slippe den, at få øje på, at jeg faktisk rodede rundt på den måde, uden at forstå at tiden.. den er Herrens.

Jeg har sluppet normer og sluppet rattet i en grad så jeg selv er overrasket.. Det har taget årevis at nå her til, men da jeg for alvor turde, da jeg for alvor fik øje på hvad jeg gjorde, lige der fik jeg øje på målet. Målet med at Herren har den frihed han ønsker.
Sikken en gave at få, sikken en gave at kunne give hinanden. Jeg føler mig mere fri end jeg har gjort før. Jeg føler mig så afsindig heldig og så vildt lykkelig.
Når jeg kigger på Herren og ser hvordan han går rundt med et smil på læben, og når han fortæller mig han kan mærke hvor meget ro der er landet i min sjæl, lige der er jeg så fri som jeg aldrig nogensinde har kunne tænke man kunne være.

Jeg er lykkelig.

mølle-maske-leg


Mølle-maske-leg.

Trippende står vi i biblioteket, afventende på hvad Herrerne har sat i gang, hvad er det de ønsker vi skal fornøje dem med.
Vi ved at lykkes vi vil der være en belønning, lykkes vi ikke vil der være straf..
Vores ønske er at fornøje dem, vores ønske er at lykkes.
Vi bliver kaldt ind, nummer efter nummer samles vi i den store smukke stue.
Musik, levende lys, Herrerne i deres flotte aftentøj, slavinderne i tøj der naturligvis ikke blokerer for Herrernes adgang og udsyn. Den intense stemning der har gennemsyret det første døgn af møllen fortsættes. Elektriske, parate, forventningsfulde, nervøse.
Midt i rummet, i forlængelse af hinanden står de to flotte læder-borde, der er gasmasker og lædermasker på bordene, og på gulvet, der ligger de klar til os. Ved siden af maskerne ligger der wands, nogle er opladede andre sat til stikkene på væggen.
1 efter 1 bliver vi bedt om at tage maskerne på, udsynet bliver lukket med gaffa-tape, lyden dæmpes af masken, mørket sænker sig efterhånden som maskens øjne bliver lukket med gaffa.
Jeg hører nr. 1 blive bedt om at tage plads, nr. 2.. nr. 3.. nr. 4… mit nr. bliver kaldt op, jeg er klar og følger med den Herre der har taget mig i armen.
Jeg får besked om at der ikke må komme et ord over mine læber, tavsheden er igen blevet pålagt os.
Jeg bliver placeret på gulvet forenden af et af bordene. Jeg kan mærke der er et menneske foran mig.
En af Herrerne giver mig en Wand i hånden, den føles som min egen, tryg og rigtig.
Jeg rækker hånden ud, kan mærke en af slavindernes ben, kan mærke hun står med ryggen til mig.
Beskeden bliver givet klart og tydeligt… De slavinder der er på gulvet har til opgave at give den slavinde de sidder nedenfor orgasme, redskab er wand og hænder. De slavinder der står har til opgave at arbejde sig frem til orgasme, der forventes vi løser opgaven alle sammen.
Jeg mærker mig frem, kravler ind mellem hendes ben. Vender mig rundt så jeg sidder foran hende, starter wanden og finder med hænderne frem til de mest følsomme steder i mellem hendes lår.

Jeg fugter fingrene, fugter hende.. selvom det egentligt slet ikke er nødvendigt.. sætter wanden mod hendes bløde køn, lige over samlingen over klitoris, trykker blidt men bestemt og skruer en anelse op.
Omkring mig kan jeg hører og fornemme de andre kvinder, luften summer af lydene fra de wands der er startet næsten simultant. Lydene af kvinder der bliver stimuleret og arbejder sig mod det ønskede mål.
Herrerne der er tæt på, jeg kan ikke se dem, men fornemmer tydeligt de bevæger sig rundt i mellem os og mærker kvindernes kamp mod målet, mærker efter med ridepisk, mærker efter med hænder, mærker efter med træk i håret.
Slavinden foran mig reagerer prompte på wanden, hendes ben dirre mod mine skuldre, jeg justere en smule på hastigheden, justere en smule på trykket, lytter efter hendes åndedræt, lytter efter hendes støn.. mærker hvordan hendes skød trykker sig mod min wand og min hånd, mærker og hører hun får orgasme, udløsning, forløsning… safterne regner ned over mig, og jeg kan høre hun bliver grebet i mens hun vælter bagover … Glæden breder sig i mig. Samarbejdet lykkes, vi er et skridt nærmere målet.
Et greb i håret får mig vendt rundt, hvor jeg mærker et nyt sæt slavinde-ben foran mig. Rækker op og mærker der på den anden side af hende også sidder en slavinde, mærker en wand tæt på hendes fisse… placere min wand foran den anden, holder den anden hånd over hendes skamben.. Arbejder målrettet og koncentreret sammen med den anden slavinde …
Hører en Herre sige til slavinden der står på bordet, at hun må komme, at hun skal komme, at han kræver hun kommer på 3.
Presser en smule mere på, stryger hende blidt… Hun reagerer på hans kommando, og kommer skælvende.
Suk, støn, bevægelser, orgasmer fylder luften. Herrerne der nyder synene, Herrerne der nyder at vi arbejder målrettet og koncentreret for at nå det mål de har sat op for os..
Flow i kvindekroppe der bytter plads, flyttes rundt, guides blindede rundt, kvinde-kroppe der giver sig hen til orgasmerne.. nogle flere end den ene ønskede.
Alle kom i mål, alle lykkedes med opgaven…
Belønningen… orgasmen

Mølle glimt


Alle slavinder er samlet i biblioteket. Vi står, ingen har givet os besked om at måtte sidde, så langs bordet står vi rolige med sænkede blikke, afventende med ansigterne vendt mod væggen.
Døren bliver åbnet, ingen siger noget.. kun lyde fra rummet ved siden af kan høres sammen med vores lidt urolige åndedrag.
En efter en bliver slavinderne hentet, og vi der er tilbage kan høre lyde fra piske, lyde fra vores medslavinder.
En hånd i nakken, det er min tur. Jeg går efter Herren der har hentet mig. Bliver stillet midt i rummet ved pejsen, får besked på at lukke mine øjne, og holde dem lukkede til jeg får anden besked.. Mærker der bliver skrevet på min brystkasse og på min venstre overarm.
Beskeden er.. Du er nu og under resten af opholdet nr. 5. Du lystrer dette nr. og ikke dit navn. Reagere du på dit navn vil der falde en straf.
Jeg nikker for at vise jeg har forstået ordren.
Det rasler med kæder, lyde af slag, små støn, hvin og bevægelse omkring mig.
Jeg bliver ført videre ind i huset, bliver sat fast i lænker i manchetterne og får besked på at lægge mig fladt ned på maven.
Mine hænder bliver spredt ud til siderne og jeg mærker en med-slavindes hånd på min venstre side, vi griber hinandens hænder, sender støtte og varme til hinanden.
Herrerne bevæger sig rundt om os, slag falder, hårde, blide, spanskrør, ridepiske, stearin… igen og igen…
De sidste slavinder bliver anbragt i rummet, og vi holder hinandens hænder, i mens Herrerne fortsætter deres brug af vores nøgne numser der ligger der foran dem.
2 og 2 får vi et stearin lys i hænderne, skal i fællesskab holde det, hver gang vi vrider os i smerte eller ryster lidt, drypper stearinen ned over vores hænder. Kampen for at undgå at den anden slavinde får stearin på fingrene bliver uundgåelige og et fikspunkt.
En hånd i mellem mine lår, spreder dem og sætter klemmer på mine skamlæber. På lydene omkring mig kan jeg høre der er gang i andre slavinder på samme vis. Vi giver os lidt, stønner, kæmper…
Flere slag, mere bevægelse… en lyd, måske en besked… og nogen trækker i en snor, så alle klemmer hopper af på en gang… slavinder der hviner, slider sig i kæderne og Herrerne der nyder synet…
Vi får besked på at vi er lænket sammen, nogle ved håndled nogle ved ankler, og at vi nu skal hjælpe hinanden med at komme op at stå….

Tanke-spinderier..


Herren er min ro, min klippe, det er ham jeg vender alt med.. tanker, spekulationer, fantasier, fjollerier, lyster, drømme og håb…

Hans ro giver mig modet til at kunne sige alt… selv det jeg aldrig skulle ha fortalt, eller ha delt med nogen.

Jeg kan ikke have hemmeligheder for Herren, det ville bryde den symbiose vi har. Den dybe rungende fornemmelse af at vi hører sammen, at jeg tilhører ham..

Det er ikke altid nemt at dele alt med ham… langt fra.. for det er jo ikke entydigt kønt, altså det jeg er nødt til at fortælle ham, men det er ærligt, hudløst ærligt..

Når jeg deler med ham, fortæller ham om de ting og tanker der smutter rundt inden i mig, så hæver jeg det hele op på et helikopter niveau, op hvor det får ny mening, ny næring.. Det kan udvikle sig, få nye vinkler…

At løfte tingene op, dreje dem som et stykke brækket glas i sollyset, gør jeg får modet til at være mig .. hele mig.. Han ser det, han favner det, også når jeg allermindst tror han forstår..

Jeg kan gå og tygge på en ting, og jeg ved han ved jeg tænker. Fin-tænker, over-tænker. Han lader mig tænke, lader mig bruge tid, før han beder mig dele det med ham og give det ord… Han ser igennem mig, ved hvis og når jeg forsøger at pynte lidt på “sandheden” fordi jeg synes det kan være for grimt, for dumt, for trodsigt, for forkert at sige højt, men han lader mig snakke, lader mig rulle lidt rundt i de ord der ikke helt hænger sammen og giver mening.. indtil.. han kigger på mig, med det der helt særlige blik, og får mig til at sige det som det er, som det runger, som det lyder inden i mit hoved…

Herren er min ro, min klippe… Herren er mit faste holdepunkt når tankerne myldre og bliver klumpede og forvirrende..

I kærlighed….

 

 

Klips eller klammer eller noget om panik..


Panik… sveden løber ned af min krop, som jeg sidder der midt på briksen, briksen der har et hul lige der hvor min numse og fisse er.

Jeg sidder ret op, præcis som du har placeret mig.

Du har dine hænder omkring mit ansigt… vugger det blidt i mellem dine stærke hænder, i mens du lader mig mærke din ro.

Sveden tap-løber ned af min ryg… ned i hullet i briksen.. videre ned på gulvet… jeg hikster.. jeg panikker..

Din ro er nærmest lige så skræmmende og dragende som klipsene, eller hæfteklammerne .. hvad hedder de ? De der lede små hæfteklammer jeg ved pistolen indeholder.

Mine hænder ligger på mine bryster, fingrene spredt ud.. præcist som du har placeret dem.

Dine hænder trækker de tynde bånd ned over mine hænder, ind i mellem mine fingre, hen over mine håndrygge, op over mine skuldre…

KLIPS… og den første hæfteklamme bliver hæftet fast i mit hud, det tynde bånd ligger stramt inde under den…

Sveden perler på min pande.. jeg græder.. jeg panikker…

Dine hænder tager igen fat omkring mit ansigt.. du kysser mig, trøster mig, lader mig rammes af din ro.

KLIPS.. den næste hæfteklamme sidder i mit bryst.. KLIPS KLIPS KLIPS…

Jeg hulker, ryster, sveder…

Du vugger mit ansigt i mellem dine hænder i mens du lader hæftepistolen hvile på min fisse…

Jeg panikker…

KLIPS, KLIPS, KLIPS, KLIPS… mine hænder er klipset fast til mine bryster, spændt fast med båndet og de hjerteløse hæfteklammer.

Igen mærker jeg pistolen på min fisse… jeg græder, tigger, beder dig…

KLIPS KLIPS KLIPS… jeg sidder storsvedende med hæfteklammer på min krop, spændt fast til mig selv…

Du kysser mig, betragter mig…

Tæller ned.. før du rykker i snoren på den venstre skulder… ned over den venstre hånd.. ned over det venstre bryst…

Sveden løber, blodet pibler…. skriget sidder fast i min hals i mens du langsomt kvæler mig.

Jeg mærker ikke højre side.. mærker ikke blodet der løber.. mærker ikke luften du fratager mig…

KLIPS KLIPS KLIPS…

 

 

Tavse skrig..


Jeg har drømt om at få syet mine læber sammen… drømt om det år efter år.. Drømt om følelsen når nålen går igennem huden og jeg kan smage blodet.
Drømt om hvordan tråden trækkes på plads, drømt om hvordan Han tager min stemme fra mig, drømt om hvordan det kun kan blive til tavse skrig..

Jeg tør bare ikke… eller gør jeg …

Sew my lips together.. silence my voice for a while …

 

 

Post Navigation